((Jussiac))
Jussiac vælger at overvære optrinnet på scenen fuldkommen diskret. Det er en kunst at vide, hvilke sager man skal indblande sig i, hvor meget, men selv en lallende amatør ville ikke have nogen problemer med at identificere denne situation som en sag af den slags man skal holde sig så neutral som væggen i rummet. Med et delt blik på optrinnet og Quinmann'en, lader han derfor hændelsen passere uden yderligere note.
Tilsyneladende er han ikke den eneste der befinder sig i den situation, bemærker han, da en af gæsterne finder vej hen til ham og kunsten.
"Fuldkommen," bemærker han med et strejf af anderkendelse, da den anden mand både tilkendegiver sin tilstedeværelse og sin kunstneriske begavelse.
"Man tager ikke fejl af de markante træk. Det er jo en udbredt holdning blandt visse folk, at hans værker er for brutale på den måde, men jeg hører nu selv blandt dem som ikke kan undgå at se en vis skønhed i den måde det hårde i sin præcision, undergår en vis elegance."
Han giver kunsten et nik, og skåler derpå både til Quinmann og den anden herre, som absolut er ulasteligt klædt.
"Hvor ligger De selv i den debat?" spørger han med et let smil
