skywalker.dk

Dansk Star Wars fan forum

Nyheder: skywalker.dk endelig opgraderet

En blomst mellem stjernerne

(Læst 31899 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Bloody87

  • Jedi-Aliraner, Arenadummy og
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 5.091
  • Køn: Kvinde
  • To achieve one thing, you must sacrifice another..
Bloody landede på taget. I lang tid blev han siddende på hug, stille som gargoyle. Hans sanser og hans sind rakte ud for at fornemme bygarden under ham. Tanken om at deres mål var søgt op på byens tage havde åbenbart ikke strejfet dem. I alle tilfælde fortsatte de fremad og gennemsøgte alt i jagten på Bloody.
Det ville snart gå op for dem, at de havde tabt sporet. Indtil videre.
Aliraneren rejste sig og skuttede sig i den iskolde luft. At smide sin kappe som afledningsmanøvre havde været effektivt. Men det var knap så effektivt nu, hvor han stod ude i den fri luft. Kappen havde måske ikke været den bedste påklædning til Northanes klima, men den havde da skærmet ham for den kolde vind.
Bloody bed tænderne sammen og skubbede tanken om, hvor meget han frøs, til side. I stedet lod han blikket vandre ud over hovedstadens tage.
Det kongelige palads var ikke til at overse. Hans mål. Ligesom det ville være målet for Wedge og de andre.

En hånd lagde sig på hendes skulder. ”Er du klar?”
Hendes fars stemme. En gang havde Miranda sprudlet af glæde over at føle sin fars hånd på sin skulder, når han fik tid mellem sine utallige pligter til at stoppe op og give sin elskede datter sin udelte opmærksomhed. Miranda havde elsket disse øjeblikke, hvor hun hørte et par kærlige ord fra sin far.
Nu ønskede Miranda, at hun aldrig kom til at høre sin fars stemme igen. Aldrig nogensinde.
Hun drejede ikke hovedet og så på ham. Hendes øjne var fokuseret på den lukkede dør foran hende. Bag den ventede hendes fremtid som Northanes dronning. Prins Ivors hustru. Hendes drøm om at blive Jedi og se galaksen – gense hendes venner – var visnet som en lyansk lilje i Northanes snedækkede ødemark. Præcis som hun selv, tænkte hun med et bittert smil.
”Miranda?”
”Jeg er klar.” Hun nikkede kort.
Hånden fjernede sig fra hendes skulder og tog i stedet hendes arm. Så gik dørene op.
Miranda tog det første skridt gennem dørene. Hvis hun skulle gå op på skafottet selv, ville hun selv tage det første skridt. Hun sænkede ikke blikket. Holdt det rettet fremad, uden at se nogen af de ansigter omkring sig, der alle var rettet mod hende.
Hun måtte sikkert se smuk ud. De Northanske piger havde gjort deres bedste for at sætte hendes korte hår i en frisure, som ikke afslørede for meget, at hun havde klippet det af. Sløret tog også en del af opmærksomheden. Hendes brudekjole var snehvid. Det øverste var broderet i perlemor, som fik stoffet til at glitre som snekrystaller. Det lange slæb gled ubesværet efter hende, delt i flere lag. Langs ærmegabene og udskæringen, der gik ned over hendes skuldre, var syet en bane af hvid pels. Sløret blev holdt fast af en smal tiara på hendes hoved. Den tiara som blev båret af enhver prinsesse af Northane.
For enden af den lange gang ventede Prins Ivor. Hans sorte hår var redt tilbage og samlet i en hestehale. Han var klædt i en dragt af midnatsblåt silke med sølvbroderier, der snoede sig op ad ærmerne. På den ene side af hans jakke hang en række ordener og hædersbevisninger, som en tronarving med rette kunne iføre sig. De sorte øjne var rettet mod Miranda – og Miranda alene.
Had fører til den mørke side.
Mirandas ene hånd knyttede sig krampagtigt sammen. Hun forviste tanken om at flå prinsens sorte øjne ud af hans hoved, så snart hun fik chancen. Hendes blik forblev låst fast i hans, mens hun roligt gik hen imod ham. Han skulle ikke få den tilfredsstillelse at se hende skælve og klynke som et andet forskræmt pigebarn. Hun skulle vise ham, at hendes korte træning som Jedi havde givet hende en indre styrke, som hun ville bruge imod ham ved hver eneste chance, hun fik. Han havde myrdet Lucan. Han havde skudt Bloody. Hun ville foretrække, hvis han gjorde det samme ved hende. Om hun så skulle provokere ham til det. Men både hun og Prins Ivor vidste, at det kun ville blive en sejr for hende.
Hendes far bemærkede hendes knyttede hånd og gav hendes arm et klem. ”Du skal ikke være nervøs, min blomst,” sagde han dæmpet.
Miranda svarede ham ikke. Hun rakte ud med sit sind for at nå Kraften.
Det var ikke nødvendigt at række særlig langt. Kraften var overalt. Omkring hende, inden i hende. Hun kunne føle den som en hånd på sin skulder. En stærk, beroligende hånd som aldrig ville slippe sit greb.
Hun nåede enden af gangen med sin far, som rakte hendes hånd til Prins Ivor. Prinsens kolde fingre lukkede sig om hendes i et knugende greb, som om han ville suge al varme ud af kroppen på hende, blot ved at holde hendes hånd fast.
Miranda så ind i hans sorte, bundløse øjne. Hendes ansigt fortrak ikke en mine. Hun blinkede ikke engang.
Prins Ivor lænede sig ind og kyssede hende på kinden. ”Du er min nu, Prinsesse,” hviskede han stille i hendes øre, før han trak sig tilbage.
Miranda lod sit blik vriste sig løs fra Ivors og glide over mængden af bryllupsgæster. Hendes forældre værdigede hun ingen opmærksomhed. Hun søgte efter Helena. Og hun fandt hende.
Hendes gamle amme stod lidt fra hendes forældre. På hver side af den ældre kvinde stod Northanske vagter. Som en uhyggelig påmindelse til Miranda om, hvad der ville ske, hvis hun ikke gjorde præcis, som det forventedes af hende.
En lille tåre fandt sin vej ned over Mirandas blege kind.
Prins Ivor smilede og tørrede den bort med sin tommelfinger. ”Så er det tid, Prinsesse.”
Miranda vendte sig bort fra Helena og stod rank og tavs ved siden af Ivor, da Northanes øverste kongelige rådgiver trådte frem for at foretage vielsen. Allerede da han begyndte at tale, lukkede hun ørerne for hans stemme og søgte ud i Kraften igen. Den var der stadig. Den havde ikke forladt hende. Hånden på hendes skulder var der endnu, varm og stærk.
Og overraskende levende.
Så gik det op for hende, at hun virkelig følte hånden på sin skulder.
”Goddag, Miranda.”
Miranda vendte sig om ved lyden af hendes navn.
Hun fandt sig selv stirrende ind i et par venlige, blå øjne. Hun var engang besvimet ved at møde deres blik. Men lige i dette øjeblik kunne hun have kastet sig om halsen på den Jedi Master, som de tilhørte.
Et sus gik gennem tronsalen, da folkemængden pludselig opdagede Jedi Masteren, der stod midt i det hele.
”Master Skywalker!!” Miranda følte gulvet give et hop under sig, som om hun skulle besvime. ”Men hvordan...”
”Kraften åbner mange døre, Miranda,” svarede Luke Skywalker med et stille smil. Så rettedes hans blik mod Prins Ivor, og en let rynke dannede sig i hans pande.
Prinsen af Northane veg tilbage og stirrede vildt på Jedi Masteren, som ingen af hans vagter åbenbart havde opdaget, selvom denne måtte være gået op ad den samme gang, som hans brud havde. Nu lod det dog til, at han fattede sig, for med et blik mod vagterne fik dem til at trække deres våben. Helena stivnede, da vagterne omkring hende gjorde det samme og rettede deres blastere mod hende.
”Prinsesse.” Prins Ivors stemme var dødsens rolig, da han rakte hånden frem mod hende. ”Kom tilbage. Nu.”
”Det tror jeg ikke.” Master Skywalker rystede på hovedet. ”Miranda går ingen steder.”
”Dine kræfter kan ikke stoppe alle mine vagter på én gang, Master Jedi.”
”Det behøver jeg skam heller ikke.”
Vagterne omkring Helena hævede deres våben.
Master Skywalker hævede en hånd.
Det hele skete meget hurtigt. Vagterne fløj tilbage, væk fra Helena, da Kraften rakte dem som en trykbølge. På samme tid åbnede vagterne ild mod Master Skywalker.
En grøn klinge af energi skød frem fra Jedi Masterens hånd, og han var tvunget til at skubbe Miranda fra sig, da han måtte rette sin fulde opmærksomhed mod at blokere regnen af blasterskud mod sig.
Hun snublede i den lange kjole og faldt. Så lukkede Prins Ivors hånd sig om hendes arm og hev hende brutalt på benene.
Samtidig gik de forsamlede bryllupsgæster amok.
Northanes adel var vant til lidt af hvert. Offentlige henrettelser, snigmord, attentater. Men en Jedi Master og hans våben i deres midte var for meget. I hvert fald begyndte mængden af adelige at styrte mod dørene for at redde sig fra, hvad de mente måtte være deres endeligt. Med dem fulgte Mirandas forældre, skønt de forsøgte at kæmpe mod strømmen og nå deres datter.
Prins Ivor hev Miranda væk fra skudlinjen og dermed væk fra Master Skywalker. Han vred hendes arm om på ryggen i en pinefuld vinkel. ”Du skal ikke forsøge på nogen af dine selvforsvarsøvelser, Prinsesse,” hvæsede han skarpt.
”Slip hende.”
Helenas vagter havde rejst sig fra gulvet og stod nu med deres våben rettet mod prinsen. Den ene af dem skubbede den chokerede amme i dækning bag en af søjlerne, før han sluttede sig til sin makker.
Da Ivor i første omgang ikke reagerede, viftede den ene af dem med blasteren ad ham. ”Du hørte mig. Slip Miranda.”
Wedge. Miranda genkendte den stemme. Så måtte de andre Rogue-piloter også være her. Eller også var det bare ønsketænkning.
Prins Ivor slap ikke Miranda. I stedet låste hans arm sig om hendes hals i et stramt greb, der master hendes luftrør. Ikke nok til at kvæle hende, men nok til at hun fandt det svært at trække vejret. ”Vil I risikere at få hende tilbage med en brækket hals?”
Fra den flygtende folkemængde begyndte tre mennesker at skille sig ud. To mænd i adelige klæder og en rødhåret kvinde.
Ivor hev Miranda med sig væk fra de to 'vagter' og kampen mellem den kongelige garde og Master Skywalker. Da hun forsøgte at kæmpe imod, strammedes hans greb mere, så hun begyndte at se hvide pletter for øjnene.
Så skilte en anden mand, klædt i sort, sig ud fra den flygtende mængde. En rød klinge vågnede til live i hans hænder med et skarpt hvæs.
En mørk Jedi.
De adeligt klædte mænd åbnede ild mod ham, men han sendte skuddene tilbage i deres retning. En af mændene faldt om med et skrig. Han blev trukket på benene af sin kammerat, der trak sig tilbage.
Miranda så den rødhårede kvinde vende sig mod den mørke Jedi og himle kort med øjnene. Så skar en isblå klinge gennem luften, da hun tændte sit eget lyssværd.
Mara Jade. Skywalker. Mara Jade Skywalker. Miranda fik omsider sat navn på den rødhårede kvinde. Master Skywalkers hustru.
”Vi er her kun for at hente Miranda.” Wedge nærmede sig kun langsomt for ikke at provokere Ivor til at gøre noget overilet. ”Hvis du lader hende gå, forsvinder vi herfra.”
”Skulle Northanes tronarving tage imod ordrer fra en oprører?” Prins Ivor fnøs. ”Det tror jeg ikke!”
”Du har intet valg.” Den anden vagt ved siden af Wedge hævede sit våben advarende. Tycho.
”Hvis I ønsker Prinsessen i live, har I intet valg.” Prins Ivor slækkede ikke sit greb om Mirandas hals. ”Hun hører til hos mig.”
Wedge og Tycho sænkede ikke deres våben, men de kom heller ikke nærmere.
”Den royale garde kan være her hvert øjeblik,” knurrede Ivor. ”I har ikke en chance, selv med en Jedi Master på jeres side.”
Mirandas øjne søgte Master Skywalker, der i samme øjeblik sendte de sidste af sine modstandere til jorden med et hårdt skub gennem Kraften. Jedi Masteren rettede sig op og vendte sig mod Prins Ivor. ”Vi ønsker ikke tab af menneskeliv, Deres Højhed,” sagde han. ”Men vi går ingen steder uden Miranda.”
”Store ord, Master Jedi,” svarede Ivor køligt. ”Tror du, at du tør prøve at hive hende væk fra mig, før jeg brækker hendes hals?”
”Jeg prøver aldrig,” svarede Master Skywalker. ”Jeg gør. Eller gør ikke.”
”Kujon!” snappede Ivor hånligt. ”Imperiet bliver overordentligt tilfreds med mig, når de hører, at jeg har skaffet dem af med den dybeste torn i deres side.”
Sideportene i tronsalen blev blæst op, og vagter klædt i den royale gardes uniformer strømmede ind.
Miranda havde ikke troet, at garderne ville åbne ild, når deres prins stod så tæt på Master Skywalker, Wedge og Tycho.
Men det gjorde de.
Jedi Masteren blokerede de første skud mod sig og trådte ind foran Wedge og Tycho for at dække dem, mens de skød tilbage mod garderne. De to mænd nede i salen måtte søge dækning bag en af de massive søjler, der støttede den enorme mosaikkuppel i loftet, for ikke at blive skudt ned. Mara måtte kaste sig ud i et spring for at bringe sig selv væk fra skuddene og væk fra sin modstander, der fulgte hende i endnu et nådesløst angreb.
Miranda vred sig i Prins Ivors greb. Hun vidste lige så godt som Prinsen selv, at Master Skywalker ikke kunne beskytte både piloterne og sin hustru og samtidig hjælpe Miranda. Han var tvunget til at vælge.
Mara blokerede et slag fra den mørke Jedi foran sig. De to klinger, blå og rød, låste sig sammen. Og dermed havde de royale gardere fundet sig en skydeskive.
Indtil Master Skywalker traf sit valg.
Den mørke Jedi blev flået væk fra Mara med Kraften og slynget mod den nærmeste mur. Samtidig fik den rødhårede kvinde et skub bagud, før luften blev gennemhullet af skud, hvor hun før havde stået.
Med dette var hans opmærksomhed vendt bort fra Miranda og Prins Ivor, som trak hende med sig væk fra Wedge, Tycho og Jedi Masteren. Miranda var nær snublet i sin lange kjole, og det fik Ivor til at stramme sit greb yderligere. Luften nægtede at passere ned i Mirandas lunger. Hendes hænder låste sig om hans arm for at tvinge hans arm bort fra sin hals.
Nede i salen kom Mara på benene for at standse Prinsen, men den mørke Jedi spærrede vejen for hende. Ivor trak Miranda med sig hen imod den mindre dør, som hans kongelige rådgiver var flygtet gennem kort forinden. Havde Miranda ikke kæmpet for at få luft, ville hun måske have moret sig over ironien i, at Prinsens mest betroede undersåtter flygtede over hals og hoved i farens stund.
Ivor skubbede døren op og trak Miranda ind til sig. ”Jeg havde troet, at din elskede Republik ville gøre en større indsats for at redde dig, Prinsesse...” hviskede han i hendes øre.
”Det gjorde de skam også,” lød en stemme lige ved siden af dem. ”De sendte os.”
Den Northanske kronprins nåede at dreje hovedet i vantro, før Wes Jansons knyttede næve kolliderede med hans ansigt og sendte ham bagover.
Miranda blev hevet med bagover, men grebet om hendes hals forsvandt, og hun rullede væk fra Ivor i en fart og kom op på knæ, til trods for hendes besværlige, omfangsrige kjole.
Prinsen var dog langt fra taget ud af spillet. Han sprang op på benene i en glidende bevægelse, som fortalte Miranda, at han ikke var en Northansk pyntedukke, som Bloody vist engang havde udtrykt det. Og et blik på Wes' ansigt fortalte hende, at Rogue-piloten var nået til den samme konklusion, da han stilte sig klar til at tage imod Ivors næste angreb.
Det kom. Men slet ikke på den måde, som Miranda havde forventet.
Det så nærmest ud, som om Wes blev ramt af en usynlig knytnæve, der sendte ham ud på en halsbrækkende flyvetur ned i salen. Rogue-piloten ramte gulvet med skulderen, efterfulgt af et højlydt knas.
Ivor rakte koldt og roligt ind i folderne på sin kåbe og trak sin blaster, som han rettede mod Wes.
”Tåbeligt. I sandhed tåbeligt!!”
”Nej!!” Miranda kom på benene og kastede sig over Ivors ryg, idet han trykkede af.
Om skuddet ramte, fandt hun ikke ud af. Hun kunne ikke andet end at håbe, at hendes angreb havde rystet Ivor nok til, at han havde ramt forbi.
Så ramte Prinsens albue hende med et stød under hagen og sendte hende til gulvet. Men ikke før hun havde hakket sine negle ned i hans ansigt og flået dem tilbage.
Ivor så ud, som om han var blevet overfaldet af en Nexu, da han vendte sig mod hende. ”Du skuffer mig, Prinsesse... Du skuffer mig i den grad.”
”Du...” Miranda skubbede sig bagud på de glatte fliser, da Prinsen trådte nærmere, og hun så sig febrilsk omkring efter et våben. ”Du er Kraftfølsom.”
Prinsen fnøs. ”Hvorfor tror du, at jeg ville have dig som min dronning? Hvorfor tror du, at jeg har en mørk Jedi ved mit hof? Jeg havde højere tanker om dig, Miranda.


May the Force be with us.. Admiral Ackbar, ROTJ
Doody & Blust - RULERS OF THE GALAXY!

Bloody87

  • Jedi-Aliraner, Arenadummy og
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 5.091
  • Køn: Kvinde
  • To achieve one thing, you must sacrifice another..
”Miranda!!!”
Stemmen og den knurrende udtale af hendes navn fik hende til at dreje hovedet med et spjæt. Hun kendte kun én person i galaksen, der kunne tale sådan.
En skabning, der lignede et monster fra det værste mareridt, havde gjort sin entre i tronsalen. De to nærmeste royale gardere fik ikke engang hævet deres våben, før Aliraneren havde kastet sig over dem. Hans lange kløer sprang fra hans knoer og hakkede gennem brystkassen på den ene og kappede struben over på den anden. En tredje blev ramt af Aliranerens takkede hale, da han forsøgte at få Bloody på kornet. Den sølvfarvede alien sprang videre hen over gulvet, hvis blanke fliser blev plettet af blod.
Ivor havde også opdaget Bloody. Prinsen stirrede i vantro på Aliraneren, som han selv havde skudt ned på Coruscant. Så kneb hans sorte øjne sig sammen, og han rettede blikket mod Miranda.
Den Northanske tronarving hævede sin blaster mod Kronprinsessen af Lya.
Bloody ramte gulvet efter at have vredet halsen om på endnu en garder. Aliranerens hånd skød ned til hans bælte og greb om en cylinderformet genstand, som han kastede mod Miranda.
Miranda rakte instinktivt hånden ud, skønt hun vidste, at Aliraneren var alt for langt væk.
Så fløj Bloodys lyssværd gennem luften og landede perfekt i hendes hånd, som om det altid havde været skabt til at ligge der.
Der lød et skarpt hvæs, da den violette klinge vågnede til live i Mirandas hænder og slog ud mod Prins Ivor uden at tøve. Bladet af ren energi skar direkte gennem Prinsens håndled.
Ivor skreg. Han vaklede tilbage, knugende om sin sortsvedne armstump.
Miranda vidste, at hun burde føle noget. Hun havde lige hugget en persons hånd af. Men lige nu var alt, hvad hun følte, en enorm lettelse. Den knugende fornemmelse omkring hendes sjæl løsnede sig og satte hende fri. Prinsen var ikke længere i stand til at skade hende. Hun havde overtaget.
Prinsessen af Lya kom langsomt på benene med lyssværdet rettet mod Prins Ivor. Hendes øjne mødte Ivors. De sorte pupiller var tåget af smerte, men bag dem lurede raseriet. Raseri over hvad hun havde været i stand til at gøre ved ham. Had over at hun overhovedet havde været i stand til det.
”Det stopper her, min Prins,” sagde Miranda skarpt. Hendes stemme var som hugget i is.
Ivor holdt blikket låst i hendes, men han rørte sig ikke. Lige nu havde hun lyssværdet. Trænet som Prinsen måtte være i Kraften, kunne han alligevel ikke stille meget op mod den slags våben.
Bloody nåede op til hende. Aliranerens hånd lagde sig på Mirandas skulder. ”Er du okay?”
Miranda nikkede. ”Jeg har det fint. Fantastisk helt igennem.”
Bloody rettede opmærksomheden mod Ivor. Aliraneren viste alle sine tænder i en knurren, men han kastede sig ikke frådende over prinsen, som Miranda havde forventet. ”Det er på tide, at vi forsvinder herfra,” sagde han i stedet og klappede hende let på skulderen. ”Inden resten af den royale garde dukker op.”
”Resten af...” Miranda tillod sig at dreje hovedet mod garderne nede i salen. Nogle af dem lå stille på jorden, ligesom den mørke Jedi for Maras fødder, andre vred sig i smerte over de sår, som Bloody havde tilføjet dem. De var ukampdygtige.
”Du beherskede dig.” Hun hævede et øjenbryn.
Han svarede med et bredt grin. ”Jeg øver mig. Til at være Jedi.”
Miranda kunne ikke lade være med at le. ”Lad os komme væk herfra, Bloody.”
Om Bloody ville have svaret, vidste hun ikke. For i næste øjeblik slog Ivor til. Den Northanske tronarving kastede sig gennem luften i en lav tackling under Mirandas lyssværd. Et glimt af metal afslørede det vibroblade, som han havde trukket fra en hemmelig lomme i sin kåbe.
Så lagde Bloodys hale sig imellem. Den skar næsten en flænge i luften, da den svirpede gennem luften og ramte Ivor i ansigtet. Kraften fra slaget snappede Prinsens hoved bagover, og Bloody udnyttede chancen til at løfte sin hånd mod håndfladen vendt mod Ivor. Denne blev slynget bagover og ramte den gobelindækkede væg med en dump lyd. Prinsen gled ned langs væggen og hev gobelinen med sig, som faldt ned over hans ubevægelige skikkelse, da han omsider ramte gulvet.
Bloody sænkede langsomt hånden og mødte det chokerede blik, som Miranda sendte ham. ”Instinkt.”
Miranda så fra Ivors tildækkede skikkelse til Bloody og tilbage igen. ”Har du slået ham ihjel?”
”Det ved jeg ikke.” Bloody trak på skuldrene. ”Det betyder heller ikke noget. Han truede dig. Jeg reagerede.”
Miranda sukkede et dæmpet, skælvende suk, før hun rev sit blik løs fra Prins Ivor. ”... Tak.”
”Jeg er ked af at afbryde jeres smukke øjeblik...” Mara trådte hen over det hovedløse lig af den mørke Jedi, som hun kort forinden havde kæmpet imod. ”Men hvis vi skal herfra, før hele den Northanske hær dukker op, så skal det være nu.”
Bloody nikkede til den rødhårede kvinde og så tilbage på Miranda. ”Klar til at stikke halen mellem benene?”
Miranda smilede bredt af lettelse. ”Mere end du aner, Bloody! Mere end du aner...”

De var slået over i hyperrummet.
Miranda kunne ikke ligefrem fornemme det gennem Kraften, men hun mærkede det lette ryk, som gik gennem skibet ved overgangen til lyshastighed.
Hun sad i et de små lukaf ombord Slave II, der tjente som kahytter for gæster – eller celler for knap så vellidte gæster. Miranda var glad for at høre til den første kategori.
At slippe ud af Northane havde været lettere end at slippe ind. Miranda havde ikke fået hele historien endnu, men Bloody havde mumlet noget om 'Antilles' tåbelige planer' og 'AT-AT'. Hun var sikker på, at hele historien ville være mere underholdende.
De kom dog ikke til at flygte fra Northane i en AT-AT. I stedet havde de brugt det lille skib, som Mara Jade Skywalker var kommet til hovedstaden i. Med den royale garde på jagt i gaderne efter Mirandas 'kidnappere' var det lykkedes for dem at slippe ud gennem nåleøjet og komme videre til Lya. Herfra havde de skiftet skib til Slave II, som stadig lå i hangar i hovedstaden.
Det bankede let på døren.
Miranda løftede blikket fra sine hænder, som hvilede på hendes brudekjoles skørt. Den var knap så hvid længere og plettet af skidt. Desuden havde hun revet det meste af slæbet af for at kunne løbe.
Døren blev åbnet, og Helena kiggede indenfor. ”Sidder du her helt alene, min pige?”
”Ja.” Miranda smilede træt og rykkede sig på køjen, så hendes gamle amme kunne sætte sig. ”Hvordan har Hobbie og Wes det?”
”Taget i betragtning af at den ene af dine unge mænd blev skudt, og den anden brækkede et kraveben efter at blive kastet rundt med, ville jeg mene, at de har det ganske glimrende.”
”Godt.” Miranda sukkede stille. ”Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis de mistede livet på grund af mig.”
”Men de overlevede alle sammen.” Helena lagde hånden på hendes ryg. ”Og du er på vej væk fra Lya. I frihed.”
”Ja...” Smilet om Mirandas læber blev mere udtalt, og hun drejede hovedet for at se på sin gamle amme. ”Og du er med mig, Helena.”
Helena nikkede. ”Så langt som til Coruscant, min pige. Efter det er du på egne ben.”
”Det har jeg prøvet før,” svarede Miranda drillende. ”Det gik fint.”
”Jeg ser frem til at få den historie en dag. Men lige nu har vi andre, vigtigere ting at tage os af.” Helena løftede sin ene arm, så Miranda kunne se den bunke tøj, som hendes amme havde medbragt. ”Vi skal have dig klædt anstændigt på igen!”
Miranda skævede til sin forrevne brudekjole og op på Helena igen. ”Er det ikke værdigt for en prinsesse at gå i kjole?”
”For en prinsesse, ja, men frygteligt upraktisk for en Jedi-elev.” Helena gav hende et kys på kinden. ”Og du er mere det sidste end det første, min blomst.”


May the Force be with us.. Admiral Ackbar, ROTJ
Doody & Blust - RULERS OF THE GALAXY!

Leia Skywalker

  • Clone Lead, køkken-klon 85 og jedi-kunstner
  • Global Moderator
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 8.593
  • Køn: Kvinde
  • Kald mig Lora :-D
Aw... Den er jo fantastisk! Og Mara kapper hovedet af en mørk jedi! Yeah! :-D 8-)

Miranda bliver en jedi!! :-D :-D :-D :-D :-D


Hvornår kommer 2'ren? :-D (Eller kommer der mere på den her? Det vil også passe mig fint). ;D

"We are Clone Squadron. Fanfic is our stock in trade, and Insanity is what we deliver." Reporter og initiativtager til WC - Wookiee Channel. "Med Livet Som Indsats!"
“What about the time we got drunk and you persuaded me to help you decorate the hull of the ‘Wild Karrde’ with Hutt swear-words?"

trager

  • Clone nine, lieutenant and third-in-command of Clone Squadron
  • Jedi Mester
  • ****
  • Indlæg: 1.187
  • Køn: Kvinde
Uhhh :) Helt klart værd at blive oppe og læse, selv om planen egentlig var at jeg skulle i seng ;)

Hvor er der mange fantastiske små øjeblikke i det her afsnit :) Piloter over det hele og Luke og Mara oven i, yay :D

Kommer der mere?
"The Empire or Us - there is no compromise. Biggs Darklighter, Wedge Antilles, Jek Porkins." I Jedi

We're Clone Squadron. FanFic is our stock in trade and insanity is what we deliver.

Bloody87

  • Jedi-Aliraner, Arenadummy og
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 5.091
  • Køn: Kvinde
  • To achieve one thing, you must sacrifice another..
”Nu kan du vist roligt åbne øjnene.”
Master Skywalkers stemme trængte igennem Mirandas tanker, rolig og blid.
Hun tog en dyb indånding og vovede at åbne sine øjne.
Foran hende svævede tre mosbeklædte sten midt i luften.
Miranda blinkede overrasket med øjnene og rettede blikket mod sin Master. ”Har du...”
Master Skywalker rystede på hovedet med sit stille, karakteristiske smil. ”Nej, Miranda. Du klarer det helt selv. Du har kontrol.”
De svævende sten kunne nemt være fløjet op gennem Yavin 4's atmosfære ved hans ord, men Miranda formåede at beherske sig. I stedet voksede et smil frem på hendes læber, et smil så varmt og sprudlende af glæde, at dets genskær i hendes øjne kunne svare til lyset fra en mindre sol.
Master Skywalker rejste sig fra det væltede træ, hvor han havde siddet og betragtet Mirandas øvelser. ”Jeg tror, at vi kan standse øvelserne for i dag. Jeg er stolt af dig, Miranda.”
Så kunne Miranda ikke holde masken længere og rødmede helt op til sine stadigt rødlige hårrødder.

Gasgiganten Yavin var begyndt at gå ned over junglen, da Master Skywalker og Miranda kom til syne i skovbrynet og gik hen over den store plæne for foden af Templet.
Efter hendes flugt fra Northane havde Miranda fået politisk asyl på Coruscant. Northane kunne ikke længere røre hende uden at risikere en intergalaktisk krise. Så hjalp det ikke, at de stadig protesterede over, at repræsentanter fra Republikken havde bortført deres tronarvings brud og hugget omtalte tronarvings hånd af. Faktisk var det Miranda, der havde gjort det, men den detalje var vist gået tabt et sted. Ikke at det betød noget længere. Miranda var i sikkerhed fra Northane. Og hun havde trænet som et bæst siden sin hjemkomst til Yavin 4 for at beherske sine evner. Hendes ophold i Northane havde ændret hende. Der hvilede nu en anden ro over hende. Hun hyperventilerede ikke, besvimede ikke, og hendes evner var nemmere for hende at kontrollere. Hun vidste, hvor hun ville hen med sit liv. Og hun var godt på vej med Master Skywalkers vejledning.

Bloody stod ved et af de høje vinduer i Templet og betragtede Master Skywalker og Miranda nede på plænen. Aliraneren var kommet sig helt over sit sår og var nu ved sin fulde styrke igen. Og mere til. Det var ikke kun Miranda, der havde gjort fremskridt. Ganske vist havde Bloody endnu en lang vej foran sig, men Master Skywalker sagde, at han havde taget et stort, afgørende skridt på vejen. Hvor mange skridt der så var tilbage, vidste Bloody ikke. Han havde heller ikke travlt med at finde ud af det.
Nede på plænen sagde Master Skywalker noget til Miranda, der fik hende til at le. Så fik hun øje på Estal og resten af sine venner og forlod Jedi Masterens side for at slutte sig til dem.
Bloody smilede bredt, før han vendte sig fra vinduet og begyndte at gå ned ad gangen.

Han fangede Master Skywalker, netop som denne kom gående ind i Templets skygge.
”Bloody.” Jedi Masteren stoppede op og nikkede venligt til Aliraneren, da denne kom gående ham i møde.
”Master Skywalker.”
”Hvad kan jeg gøre for dig?”
”Ikke noget.” Aliraneren rystede på sit aflange hoved. ”Jeg ville tale med dig. Om hvad du gjorde for Miranda. Og hvad du gjorde for mig. Både på Coruscant og på Lya.”
Master Skywalker nikkede forstående og ventede på, at han fortsatte.
”Du har min respekt, Master. Og min tillid.” Bloody mødte sin Masters blik.
Master Skywalker smilede stille. Han stilte ikke spørgsmål. I stedet rakte han sin hånd frem mod Bloody. ”Det glæder mig at høre, Bloody. Jeg vil gøre mit bedste for ikke at svigte dig.”
Aliraneren trykkede Jedi Masterens hånd. Han svarede ikke. Men alle de skarpe, hvide tænder var blottet i et bredt grin.

Yavin forsvandt i horisonten, og natten sænkede sig over Yavin 4.


May the Force be with us.. Admiral Ackbar, ROTJ
Doody & Blust - RULERS OF THE GALAXY!

Leia Skywalker

  • Clone Lead, køkken-klon 85 og jedi-kunstner
  • Global Moderator
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 8.593
  • Køn: Kvinde
  • Kald mig Lora :-D
IH! Var det en epilog? Var det? For så var det en god epilog!  :-D Miranda og Bloody er herlige! Skønne, skønne karakterer. *aer karakterer*

Love it!

"We are Clone Squadron. Fanfic is our stock in trade, and Insanity is what we deliver." Reporter og initiativtager til WC - Wookiee Channel. "Med Livet Som Indsats!"
“What about the time we got drunk and you persuaded me to help you decorate the hull of the ‘Wild Karrde’ with Hutt swear-words?"

Tionne

  • Tvilling og klon
  • Jedi Mester
  • ****
  • Indlæg: 1.099
  • Køn: Kvinde
O_O....!! Wow.