skywalker.dk

Dansk Star Wars fan forum

Nyheder: skywalker.dk endelig opgraderet

Flugten fra Hoth (Præ Lyn Mes Hævn)

(Læst 1408 gange)

0 Medlemmer og 1 Gæst læser dette emne.

Bloody87

  • Jedi-Aliraner, Arenadummy og
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 5.091
  • Køn: Kvinde
  • To achieve one thing, you must sacrifice another..
Snowspeederen skar gennem luften med en høj hvinen fra de overbelastede motorer, da den ramte jorden og skøjtede hen til indgangen af Echo Base. To piloter sprang ud af det rygende vrag og styrtede ind gennem panserdørene, netop som de gled i.
”Clarissa, kom nu!!” Hendes skytte greb hende i armen. ”Vi skal nå et skib!!”
”Du løber i forvejen!” Clarissa hev sin hjelm af og afsøgte hangaren med et desperat blik. ”jeg er nødt til at finde Derek...”
Hendes wingman så på hende med et medlidende blik. ”Skynd dig,” sagde han igen, før han satte i løb gennem hangaren. Clarissa løb den modsatte vej. Hun trak sine handsker af med tænderne og forsøgte at få fat i sin commlink af en af de mange lommer, som der var i hendes flight suit. Bag sig kunne hun stadig høre kampene, som hun og hendes wingman kort forinden havde taget del i ved at dække fodfolkets tilbagetog, indtil de havde taget en direkte fuldtræffer i den ene motor. Det var kun et mirakel, at de begge havde overlevet styrtet mod den frosne jord. Nu var der intet andet tilbage for dem end at trække sig tilbage som alle de andre. Hvor mange af dem der så ville nå det. Clarissa bad til Alderaans stjerner, at Derek var sluppet bort. Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv, hvis han var borte. Hvis han var blevet dræbt. Eller taget til fange. Hun satte farten op, idet hun stormede ned ad de snedækkede gange. Ikke tænke på det, ikke tænke på det...
Hendes commlink skrattede lidt, da hun kaldte op. ”Derek? Derek!”
Hun var nær standset op af lettelse, da hans velkendte stemme tonede tilbage. ”Clarissa? Clarissa, er det dig?? Er du okay?”
”Jeg har det fint, men vores speeder styrtede...”
”Det er ligemeget, så længe der ikke er sket dig noget. Du skal finde din X-wing og komme væk herfra. Der er ikke mere, du kan gøre.”
”Hvad så med dig??” Clarissa kunne mærke, hvordan hendes stemme nær var knækket over. ”Hvor er du?”
”Ved den østlige indgang. Clarissa, du skal ikke komme herhen...!” Det sidste blev nærmest tilføjet i et råb, som om han kom i tanke om, at han allerede havde sagt for meget.
”For sent! Jeg kommer efter dig.”
”Clari...!”
Clarissa afbrød forbindelsen.

Det var ikke en jublende glad Derek, som kom løbende hende i møde, da hun dukkede op ved den østlige indgang. Han slog armene om hende og trak hende ind til sig i en tæt omfavnelse, før han skubbede hende fra sig igen. ”Sagde jeg ikke til dig, at du skulle se at komme væk herfra??!”
”Ikke uden dig,” svarede Clarissa stædigt og mødte hans hårde blik. ”Jeg er nødt til at se efter dig.”
”Tror du, at du kan jage Imperiet på flugt helt alene?”
”Hvis det skulle kunne holde dem væk fra dig...” Clarissa lagde hænderne mod begge sider af hans ansigt.
”Du er ikke rigtig klog...” hviskede Derek og kyssede hende hurtigt, før han slap hende.
”De påstår også, at kærlighed kan betegnes som midlertidig sindssyge,” svarede Clarissa tilbage.
”Dem kender jeg ikke.” Derek greb sin blasterriffel igen. ”Har du et våben?”
”Min blaster.” Clarissa fulgte med ham, da han begyndte at gå ned ad gangen. ”Hvor slemt er det?”
Derek så tilbage på hende. ”Jeg mente det, da jeg sagde til dig, at du skulle have taget din X-wing og kommet væk herfra, Clari.”
”Så slemt?”
”Så slemt. De er lige på trapperne.” Derek skubbede sig forbi et par soldater på vej i den modsatte retning med en såret kammerat. ”Vi kan ikke holde stand meget længere.”
Clarissa fulgte roligt efter ham, men hun kunne mærke, hvordan kulden bredte sig i hende. Og det var ikke kun fra de massive isvægge omkring dem. Det var også tanken om det uundgåelige. Nederlaget. Hvor mange havde mistet livet ude i Hoths nådesløse landskab for at købe resten af Alliancen tid til at komme væk? Hvor mange havde måttet efterlade deres faldne kammerater derude? Hun kunne ikke engang spørge Derek. Han havde været derude. Midt ude i slagmarken. Han havde været blandt de sidste, der havde trukket sig tilbage med Imperiet i hælene. De massive AT-AT's havde været for meget for oprørernes speedere, som havde måttet ty til kreative metoder for at få dem ned, men det havde kostet dem dyrt.
”Clarissa??” Dereks stemme fik hende tilbage til virkeligheden. ”Jeg har brug for dig her. Nu. Hvis vi skal komme herfra i live.”
Clarissa nikkede hurtigt og greb hårdere om sin blaster. Hun havde ikke brudt sig om våben, før hun sluttede sig til Alliancen. Krig ændrede mange ting.

Den østlige indgang var en krigszone. Officerer udstødte ordrer til soldater, som løb rundt og opstillede barrikader og uddelte våben til ubevæbnede nyankomne. Derek standsede op ved en af de højere rangerende officer. ”Kaptajn. Hvor kan vi være til hjælp?”
Den ældre officer, en mand med et gråsprængt overskæg, pegede mod panserdørene, der endnu holdt stand mod Imperiet. ”De kan være her hvert øjeblik. I kan tage dække sammen med de andre og holde dem stangen så længe, I kan, indtil de sidste transportfærger er kommet væk. Der vil være skibe tilbage at nå for os, der når det.”
De af os der stadig er i live... Clarissa vidste godt, hvad officerens ord betød, men det var et vilkår, som hun havde accepteret sammen med sin indsats i kampen mod Imperiet. Men nu, hvor hun stod midt i den kolde hal med råbende og løbende soldater omkring sig og slaget udenfor i frisk erindring, var hun ikke sikker på, at hun var parat til at bringe det endelige offer. Hun var ikke parat til at dø. Ikke endnu.
”Derek...”
”Følg mig, Clarissa.” Derek vinkede hende med sig hen til en af de improviserede barrikader, hvor de begge knælede ned i dække. Han afsikrede sin riffel og rakte hende en ekstra blaster. ”Bare for en sikkerheds skyld, ikke?”
Clarissa afsikrede sin egen blaster med fingre stive af kulde eller frygt. Hun mødte Dereks blik og bed sig i læben. ”Jeg vil ikke have, at det slutter her.”
”Heller ikke jeg.” Derek mødte roligt hendes blik. ”Så lad os sikre os, at det ikke slutter her, ikke?” Han lænede sig frem og fandt hendes læber i et varmt kys. Clarissa kunne mærke kulden i sit indre smelte ved det øjeblik, hans læber rørte hendes. Så slap han hende igen, og de rettede deres våbens sigte mod panserdørene.
Officeren havde ikke været forkert på den. De kom ikke til at vente længe, før de første drøn hørtes fra Imperiets bombardement for at komme igennem panserdørene.
”Gør jer klar!!” gjaldede officerens stemme hen over drønene.
Clarissa greb fastere om sin blaster og afholdt sig fra at knibe øjnene sammen, som hun havde lyst til. Hun kunne fornemme Derek lige ved siden af sig. Høre hans vejrtrækning, mærke ham røre på sig, når han skiftede vægten på sine fødder eller rykkede på riflen i sine hænder. Og på endnu en måde, som hun ikke forstod, men var lige så sikker på som sine andre sanser.
De fik ingen advarsel, før panserdørene sprængtes og sendte stumper af forvredent metal ud i hallen. Flere skrig fortalte Clarissa, at andre ikke havde været så hurtige til at dukke sig som hende og Derek. Så strømmede snowtrooperne ind og sendte en regn af blasterskud mod oprørerne.
Clarissa fik rettet sig op i en glidende bevægelse og tog sigte mod den første trooper, som hun fik øje på, og trykkede af. Uden at tøve, uden at tænke. Derek ved siden hende gjorde det samme, og de måtte samtidig dukke sig for besvarelsen af ilden, da de faldne trooperes kammerater sendte skud tilbage.
”Hold linjen!!” lød officerens stemme igen, men Clarissa havde alligevel ikke tænkt sig at flytte sig. Hun dukkede op igen, tog sigte og skød. Flere gange. Så måtte hun igen dukke sig for flere højrøde blasterskud. Soldaten på den anden side af hende var ikke så hurtig. Han tog et skud direkte i brystet og faldt bagover, død før han ramte jorden. Clarissa måtte tvinge sig selv til ikke at kigge chokeret efter ham. Det kunne lige så godt have været hende. I stedet rettede hun sigtet mod den trooper, der havde skudt hendes sidemand.
Oprørerne kæmpede indædt, men de blev lige så stille og roligt trængt tilbage. Derek og Clarissa måtte forlade deres barrikade, da en trooper kastede en thermal detonator mod dem. Så sprængte endnu et gabende hul i panserdørene, og flere troopere strømmede ind.
”Tilbage!!” råbte officeren og vinkede sine tropper afsted. ”Vi fortsætter i gangene!! Tilbage!!”
”Clarissa.” Derek greb hendes hånd og trak hende med sig tilbage mod gangene mod resten af basen.
Den ældre officer krøb halvt i dækning ved en kommunikationsterminal for at alarmere resten af basen. Så blev han ramt af en troopers velrettede skud i ryggen og styrtede til jorden. Han rejste sig ikke igen.
Derek bremsede op og skyndte sig hen til kommunikationsterminalen. Han skubbede officerens lig til side og kaldte op på basens fælles kanal. ”Imperiets tropper er trængt ind på basen! Imperiets tropper er trængt ind på basen!”
En trooper hævede sin blaster. Så meget nåede Clarissa at se.
Skuddet tog Derek i brystet og sendte ham bagover på den frosne jord ved siden af den døde officer.
Clarissa hørte ikke hans sammenstød med jorden. Heller ikke skuddene fra oprørerne og snowtrooperne. Det var, som om nogen havde slukket for lyden. Hun løb hen til Derek og smed sin blaster fra sig for at knæle ned ved siden af ham. ”Derek?? Derek??!!” Hun kunne høre sin stemme knække over, og hun greb fat i hans skuldre for at ruske i ham, få et eller andet livstegn frem. ”Derek!!”
En dæmpet, smertefuld stønnen fik næsten en hulken af lettelse til at undslippe hende. Derek bed tænderne hårdt sammen, og hans hænder famlede efter det forbrændte hul i hans thermojakke, hvor skuddet havde ramt. Clarissa standsede ham og skilte selv lagene af forbrændt stof og kød.
Det var slemt. Han havde været heldigere, end det burde være muligt, at slippe levende fra sådan et skud. Clarissa dækkede såret til igen og mødte hans blik, der var tåget af smerte. ”... Slemt?” fik han hostet frem.
”Ja.” Clarissa nikkede. ”Det er slemt.”
Dereks hænder fandt hendes og gav dem et klem. ”Så er det tid til at komme væk, Clarissa...”
”Jeg går ingen steder uden dig.” Clarissa var forbløffet over, hvor rolig hendes stemme lød.
”Clarissa, der må ikke ske dig noget på grund af mig...” Derek rystede på hovedet.
”Nu lytter du til mig, Derek. Jeg nægter at forlade dig. Om det så betyder, at Imperiet får fat i os begge to.”
”Du ved ikke... hvad det betyder.”
”Jo, det tror jeg, at jeg har en idé omkring. Derfor har jeg ikke tænkt mig at lade det komme så vidt.” Clarissa samlede sin blaster op og kastede et blik tilbage på de soldater, som dækkede dem. ”Jo mere du insisterer, jo mere stædig bliver jeg. Du kender mig. Ingen af de soldater skal dø på grund af vores stædighed.”
”Kessel...” Derek bed tænderne sammen og rystede på hovedet.
”Jeg elsker også dig, Derek.” Clarissa smilede og greb hans arm. ”Er du klar til at komme videre?”
Derek lod til at have opgivet sine protester, for han nikkede anstrengt. ”Hjælp mig op.”
Clarissa nikkede og greb bedre fat om hans arm med begge hænder. Så hev hun ham op at stå og støttede ham, mens de andre oprørssoldater dækkede dem.
”Går det?” Clarissa bed tænderne sammen. Derek var ikke just en letvægter at holde på benene.
”Nnnghr....” Derek udstødte en eller anden smertefuld, gryntende lyd. ”... Det går... Bare...” Han hvæsede. ”Skynd dig... Clari.”
Clarissa måtte bruge begge sine hænder for at holde Derek oppe. Sin blaster havde hun sat tilbage i sit bælte, da det var helt umuligt at bære en fuldvoksen mand og samtidig skyde efter snowtroopers. Hun måtte bare stole på, at soldaterne bag dem dækkede deres ryg.

Vejen tilbage gennem de iskolde korridorer var et mareridt, som Clarissa kun huskede i svage glimt. Høje brag og lyden af blasterskud foran dem. Isklumper og sne, der dryssede ned i hovederne på dem fra oven. Løbende oprørssoldater bagved dem, foran dem, omkring dem. Gnister og flakkende glødepaneler. Bortset fra glimtene gled det hele sammen til en stor grødet masse. Hun kunne høre sig selv gispe efter vejret, mens hun løb. Hun kunne høre Dereks hivende, besværede vejrtrækning så nær ved, som om hvert eneste åndedrag kostede ham ubeskrivelige smerter. Og det vidste hun, at det gjorde.
Korridorerne lod til at strække sig afsted for evigt. I hvert fald føltes de længere, end sidste gang Clarissa var kommet styrtende. Der havde hun selvfølgelig heller ikke Derek på slæb. De snublede fremad som et døddrukkent par, som ikke havde noget som helst mål i livet. Men det havde de, og Clarissa slæbte Derek fremad. De skulle nå hangarerne. Det skulle de.
Omsider – efter flere evigheder – holdt korridorerne op og mundede ud i den store hovedhangar, hvor flere oprørere havde taget opstilling for at dække de flygtendes tilbagetog. To soldater skyndte sig frem til Clarissa og Derek for at tage sig af hendes byrde. Men ikke engang da kunne Clarissa ånde lettet op. Hun fulgte hurtigt med, da soldaterne slæbte Derek afsted mod et af de ventende transportskibe. På landgangsrampen standsede hun dog op ved en officer for at spørge til sin wingman, som var løbet i forvejen til hangaren.
Han var ikke nået frem.
Oplysningen ramte Clarissa som et slag i ansigtet, og hun vaklede ombord på skibet, hvor hun fandt frem til Derek, der var blevet placeret på en briks.
”Vi har ingen bactatanke ombord,” sagde en af soldaterne, som var i gang med at klippe Dereks thermo-jakke op. Han lod ikke til at være nok ved bevidsthed til at lægge mærke til det. ”Han er nødt til at holde ud så længe, som det tager at mødes med flåden.”
”... Hvor længe er det?” Clarissa sank ned i et af sæderne ved siden af briksen, tættest ved Dereks hoved, så hun kunne holde øje med ham.
Soldaten så op på hende. ”Det ved vi ikke. Jeg beklager.”
Clarissa nikkede tavst og rettede sit blik mod Derek, mens hendes fingre langsomt lukkede sig om hans hånd. ”Du holder dig vågen. Derek, forstår du det? Du holder dig vågen.”
Derek svarede hende ikke, måske var han for fokuseret på at bearbejde sine smerter.
”Vi tager os af ham,” sagde en af soldaterne til Clarissa.
Clarissa nikkede. ”Tak.” Så slap hun Dereks hånd og gik agterud til landgangsrampen, hvor officeren endnu befandt sig.
”Ordrer, sir?”
Han så ikke på hende. Blikket gled over indgangene til hovedhangaren. ”Der kommer ikke flere. Vi kan ikke vente længere.”
Clarissa fulgte hans blik og forstod. Blev de hængende, risikerede de at blive løbet over ende af Imperiet. ”Sir, min jager står klar. Jeg kan flyve eskorte.”
Han nikkede. ”Af sted med dig, pilot. Held og lykke.”
Clarissa gjorde en hurtig honnør og løb ned ad landgangsrampen. Alt i hende skreg imod at efterlade Derek. Men hun ville ikke sidde som en anden sørgende enke, når hun ikke kunne gøre noget for at hjælpe ham. Andet end at sikre at de skar igennem Imperiets blokader.

Hendes X-wing stod klar med hendes astronomech ombord, blippende en hilsen, da hun nærmest sprang op ad stigen og kastede sig ombord. ”Tag det roligt, R7,” råbte hun bagud og trak sin hjelm og handsker på. ”Vi flyver nu!”
Hun flippede kontakterne til jagerens motorer, som med et brøl vågnede til live. Heldigvis havde kulden da ikke gjort det af med dem. Jageren hævede sig fra det frosne hangargulv og drønede ud gennem hangarportene, samtidig med to andre X-wings og transportskibet fulgte efter. Clarissa gav motorerne fuld kraft og tjekkede sine våben. Alle systemerne meldte klar. Hun lukkede sine hænder roligt om styretøjerne og tog en dyb indånding.
Så skar én enkel tanke gennem hendes sind. Den kom ikke fra hende selv. Det var hun sikker på. Men ordene var så tydelige, som kom de fra en person siddende lige ved siden af hende.

’Det skal nok gå.’


May the Force be with us.. Admiral Ackbar, ROTJ
Doody & Blust - RULERS OF THE GALAXY!

Leia Skywalker

  • Clone Lead, køkken-klon 85 og jedi-kunstner
  • Global Moderator
  • Senior Medlem af Jedi Rådet
  • *****
  • Indlæg: 8.593
  • Køn: Kvinde
  • Kald mig Lora :-D
XD Clarissa! Ja, hun er lidt skør, men hun er meget sød mens hun er skør. ;)

"We are Clone Squadron. Fanfic is our stock in trade, and Insanity is what we deliver." Reporter og initiativtager til WC - Wookiee Channel. "Med Livet Som Indsats!"
“What about the time we got drunk and you persuaded me to help you decorate the hull of the ‘Wild Karrde’ with Hutt swear-words?"